Nogle mennesker oplever at være ude af stand til at tale i særlige situationer, eller til visse personer (f.eks. børnehaven, skolen eller hvis der er fremmede i hjemmet). Tilstanden opstår oftest hos børn mellem 3 og 6 år, men ses også hos teenagere og voksne. Hvis den fraværende tale fortsætter over tid kan det skyldes selektiv mutisme, der er en angstlidelse. For at sikre barnets sproglige, sociale og skolefaglige udvikling er det vigtigt med en helhedsorienteret indsats, hvor barnets kommunikation og deltagelse sikres.
Børn med selektiv mutisme er i øget risiko for senere at udvikle socialangst, derfor er det afgørende at man som barn og familie har en forståelse af hvad det er der er på spil og har gode strategier til at håndtere angsten.
Jeg tilbyder forløb for børn, forældre og netværk i forhold til at give viden om tavsheden og barnets profil, og sikre barnets deltagelse og støtte barnets kommunikation på tværs af kontekster. Hvis barnet kan deltage i terapien, arbejder jeg oftest med at vi tegner, leger eller kæler med dyr, for at lette talepresset for barnet så relationen bliver tryg. Arbejdet med at komme til at tale igen sker i små skridt, så barnet får mestringsoplevelser og lærer de strategier der skal til for at bekæmpe angsten.
